Korttursstyrmand

Korttursstyrmandens rolle
Uddannelsen til korttursstyrmand i inrigger sker i regi af klubben med deltagelse af rochefen og klubbensinstruktører. Rochefen tildeler rettigheden som korttursstyrmand.
Korttursstyrmanden har beslutningsmyndigheden og ansvaret for besætning og båd under roning på det daglige rofarvand. Dette gælder også, når pladsen som rorgænger er overdraget til en anden roer. Hvis der i en båd er mere end én korttursstyrmand, er det den i Rokort.dk angivne styrmand, som har ansvaret.
Styrmandens beslutninger tages under skyldig hensyntagen til mandskabets sammensætning,
vandtemperatur, lufttemperatur, risiko for tordenvejr, bølgehøjde, vindstyrke og vindretning samt sigtbarhed. Styrmanden skal sikre, at båden inden afgang er korrekt monteret og i orden, og at båden efter hjemkomst bliver rengjort og anbragt korrekt i bådhallen sammen med årerne.
Styrmanden løser ikke sin opgave alene, men inddrager viden og observationsevne hos de øvrige roere i båden.

Typer af korttursstyrmandsret
Korttursstyrmandsrettet deles i to: A-styrmandsret og B-styrmandsret.
A-styrmandsret giver ret til at have styrmandsansvar på den del af det daglige rofarvand, der ligger inden slusen ved Frederiksdal, d.v.s Vejle Sø, Farum Sø og Furesøen. B-styrmandsret giver ret til at have styrmandsret på hele klubbens daglige rofarvand, d.v.s ovennævnte søer
samt Lyngby Sø og Bagsværd Sø.
A-styrmandsret opnås gennem deltagelse i klubbens korttursstyrmandskursus (se nedenfor).
B-styrmandsret kan tildeles et medlem med A-styrmandsret, når rochefen skønner, at medlemmet har den fornødne rutine og erfaring til at være styrmand over hele klubbens daglige rofarvand. Et afgørende punkt er erfaring med passagen af slusen ved Frederiksdal. Følgende krav skal være opfyldt:
• Medlemmet skal have været aktiv som A-styrmand i mindst 1 år
• Medlemmet skal have været på mindst 3 ture nedenfor slusen ved Frederiksdal og skal hver gang
have deltaget aktivt med at få båden sikkert gennem slusen
• Medlemmet skal have indgående kendskab til reglerne for færdsel på Bagsværd Sø
• Medlemmet skal under opsyn af rochefen, eller en af rochefen udpeget instruktør, demonstrere at vedkommende kan tage ansvaret for at få en båd sikkert gennem slusen ved Frederiksdal

Overgangsregler (April 2018)
Alle klubbens nuværende korttursstyrmænd tildeles automatisk A-styrmandsret. Nuværende
korttursstyrmænd, der ønsker at opnå status som B-styrmand, skal rette henvendelse til rochefen. Hvis ovenstående krav anses som værende både opfyldt og vedligeholdt, tildeles medlemmet uden videre B-styrmandsret. Hvis ovenstående krav ikke er opfyldt, men hvis rochefen iøvrigt finder det relevant, at medlemmet søger at opnå B-styrmandsret, iværksættes et program med henblik på at opnå de nødvendige kompetencer.

Forudsætning for at begynde på uddannelsen som A- styrmand
Uddannelsen er for frigivne, fuldgyldige medlemmer med en vis roerfaring. At have flair for roningen er mere afgørende end antallet af roede kilometer men man skal have roet under udfordrende forhold. Man indstilles til uddannelsen af en instruktør.

Teoretisk undervisning
Den teoretiske undervisning omfatter indføring i en række områder (se nedenfor). Pensum udgøres af klubbens romappe med tilhørende bilag. Indholdet i klubbens roreglement forudsættes bekendt. Som undervisere vil rochefen og nogle af klubbens instruktører deltage.
Det anbefales at supplere med et kursus i førstehjælp. Hvis yderligere information ønskes, kan hele DFfR’s  ”Korttursstyrmandsmappe- 2017” med fordel konsulteres.
Det forventes, at den teoretiske undervisning kan klares på 1-2 aftener.

Følgende områder med tilhørende pensum skal dækkes:
1: Styrmandens ansvar og opgaver generelt; Kort gennemgang af klubbens roreglement
2: Sikkerhed og førstehjælp; Afsnit 7, 9, 10, 28 og 29 i klubbens romappe
3: Rapportering og computersystem; Afsnit 12, 26 og 27 i romappen og praktiske øvelser
4: Båden; Afsnit 3 og 4 i romappen og bilag 1 til denne
5: Vind og vejr; Afsnit 5 og 20 i romappen
6: Færdselsregler; Afsnit 6 i romappen
7: Styreteknik og kommandoer; Afsnit 16, 17, 21, 22 og 23 romappen og bilag 3
8: Rofarvandet; Afsnit 8 i romappen og bilag 2

Praktisk undervisning
Hver kursist tildeles en fast instruktør. Over en række roninger, ofte som en integreret del af de åbne roninger, oplæres og prøves kursisten i rollen som ansvarlig for båden i udfordrende situationer, herunder roning i vanskeligt vejr, roning med mindre erfarne roere, roning i snævre passager mv. Instruktøren indstiller kursisten til at gå op til eksamen.

Eksamen
Eksamen gennemføres som en praktisk øvelse under deltagelse af rochefen eller en af rochefen udpeget instruktør. Under eksaminationen stilles der også spørgsmål med henblik på at teste eksaminantens teoretiske viden. Der lægges vægt på evnen til at tage de rette beslutninger under ikke mindst svære og uventede forhold, og på evnen til at kommunikere disse klart og tydeligt. Hvis eksaminanten ikke består i første forsøg, kan der gives endnu en chance efter supplerende træning.

Juni 2018