Kategoriarkiv: Nyhedsbreve

Nyhedsbrev nr. 6-1, 2020

Uge 1 efter åbning 
Der er indtil videre etableret 5 inrigger-hold, der har påbegyndt roningen, og der er kommet gang i kajakroningen, dog helt overvejende roning i private kajakker.
Det er indtrykket, at procedurerne i bådhallen og omkring rengøring/afspritning fungerer.

Hvis der mangler sprit, handsker, klude eller andet, kontakt husforvalter Jørgen Kleisdorff på husforvalter@birkeroed-roklub.dk.  Kontakt Niels Ørnbjerg på kommunikation@birkeroed-roklub.dk hvis der er uklarhed omkring procedurerne, etc. Kludene til rengøring af bådene er engangsklude, og skal efter brug smides i den store affaldscontainer ved indgangen.

Vi er blevet kontaktet af enkelte medlemmer omkring muligheden for at komme på et inriggerhold. Hertil kan siges, at en korttursstyrmand  jo er nødvendig. Det er helt afgørende, at ingen styrmand skal føle sig presset til at melde sig på banen. Men hvis der er styrmænd, der ønsker at stå for et 2+inriggerhold til en eller flere ugentlige roninger, kan der rettes henvendelse til Torben Gunge på kasserer@birkeroed-roklub.dk.

Vi har fået stillet forsigtige spørgsmål om muligheden for at lempe på visse af restriktionerne. Svarene har været et klart nej. Det er alvorlige sager, vi har med at gøre. Det kan give stof til eftertanke, at hverken Furesø Roklub eller Holte Roklub, ifølge deres hjemmesider, har åbnet for inriggerroning. Så pas på Jer selv og hverandre.

Den eneste tilmeldte til inrigger-roskolen er en meget erfaren inrigger- og scullerroer. Vedkommende starter som scullerroer i løbet af maj måned.  Om der senere vil blive gennemført en roskole afhænger så af, om der kommer tilmeldinger og af udmeldingerne fra Dansk Forening for Rosport (DFfR).

Som før skrevet starter kajakskolen tidligst 10. maj. Vi kæmper stadigvæk med om/hvordan læringsmålene kan nås i lyset af 2 meter reglen. I løbet af maj måned starter der nye allerede erfarne kajakroere. Disse skal lige vise, at de mestrer selv- og makkerredningerne og en effektiv fremadroning, inden de slippes løs.

En stor task til medlemmerne for udvist solidaritet overfor klubben i en svær tid. Der er kun ganske få, der endnu ikke har betalt kontingent. Det kan nås endnu med sidste frist torsdag før Store Bededag. De nuværende regler og retningslinjer gælder til og med 10. maj. Vi følger udviklingen, og tilpasser vores regler og retningslinjer i lyset af udmeldingerne fra myndigheder, DFfR og DGI.

Nyhedsbrev nr. 5, 2020

Klubben åbner igen – i begrænset omfang
Lørdag d. 25. april 2020 åbner vi igen for adgang til klubhuset og til ro-aktiviteter, men under strikte begrænsninger og forsigtigheds foranstaltninger.
Der er udarbejdet generelle retningslinjer for al roning; særlige retningslinjer for roning i inrigger, sculler og coastal; vejledning i rengøring af disse bådtyper samt specifikke retningslinjer for roning i kajak.
De vil også være at finde i klubhuset.
Medlemmerne bedes sætte sig grundigt ind i reglerne og ikke mindst overholde dem.
Roning i kajak, singlesculler og ener-coastal vil uden de helt store problemer kunne ske med respekt for det overordnede råd fra sundheds myndighederne om fysisk afstand. Det kan inriggerroning ikke. Dansk Forening for Rosport har imidlertid vurderet det som forsvarligt af fravige dette råd under nærmere angivne omstændigheder. Klubbens bestyrelse har ikke følt sig kaldet til at være mere restriktiv end DFfR. Vi har jo hele tiden haft den linje, at vi følger myndighedernes og idrætsorganisationernes anvisninger.
Man bør tænke sig godt om, før man går i gang med inriggerroning, som uundgåeligt i en eller anden grad indebærer øget smitterisiko for en selv og andre. Og man skal følge retningslinjerne til punkt og prikke. Hvis dette ikke sker, kan der igen blive lukket for inriggerroning.
Retningslinjerne er baseret på følgende principper og grundregler:
Personligt ansvar som roer for eget helbred og overfor andre – Er man i tvivl, så anvend et forsigtighedsprincip
Strikse hygiejneregler
Roning i faste teams på op til tre personer
Grundig rengøring af både og materiel efter turen
Ingen indendørs aktiviteter – ud over at tage både ud og ind af bådhallen.

Seniorroningen
Seniorroningen kan ikke opretholdes i denne periode i noget, der bare ligner det kendte format. I stedet kan vi tilbyde, at seniorroere kan ro én gang ugentlig når som helst , naturligvis med respekt for de retningslinjer, der gælder alle andre inriggerroere. Bl.a. skal der jo altid være en korttursstyrmand ombord.

Svømmeerklæringen
For at minimere smitterisikoen springer vi i første omgang underskriften på svømmeerklæringen over. Nye medlemmer har ”underskrevet” på indmeldelsesformularen og for øvrige medlemmer må den fra sidste år gælde. Når svømmehallerne åbner, ville det nok være en god ide lige at få bekræftet overfor sig selv, at man stadigvæk kan klare svømmekravet.

Kajakskolen
Denne kommer tidligst igang 10. maj. Vi skal nok holde en tæt kontakt til de forståeligt nok lidt utålmodige nye medlemmer.

Nyt om langtursprogrammet
Vagn Rydahl meddeler følgende: 2-dages-turen for de gråhårede er nu faldet på plads. Det bliver mandag den 3. og 4. august. Vi tager til Odsherred på den måde, at vi låner både i Nykøbing Sjælland’s Roklub og har lejet en hytte, Ejnersbo, der ligger i Ellinge Lyng på den anden side af Odsherred. Hyttens størrelse og indretning svarer nogenlunde til Skovhytten i Nivå. Corona-situationen kan jo gå begge veje fra nu til august. Turens gennemførelse er naturligvis afhængig af, at den kan gennemføres forsvarligt, også i forhold til Corona-situationen til den tid.

Reservation af båd.
Vi ved efterhånden alle, hvad ordet hudsult betyder. Men i de retningslinier, der blev udsendt tidligere idag, har vi måske nok undervurderet graden af rosulten i klubben. Det indtryk har vi fået på baggrund  af en række  tilbagemeldinger fra flere inriggerroere.

Vi indfører derfor et system på rokort.dk til reservering af 2+ inriggerne. Vedhæftet denne mail findes retningslinien samt en instruktion til systemet. I skal IKKE udskrive båden, I skal reservere den.  Indtil videre indføres ikke et tilsvarende system for kajakkerne, da vi tror, at antallet slår til. Måske får du ikke lige din foretrukne kajak, men det går jo nok endda.

Husk, som det før er blevet udtalt, vi asfalterer vejen mens vi kører på den. Vi vil løbende vurdere, om retningslinierne giver mening, og justere hvor nødvendigt. Og justeringerne kan jo gå begge veje, afhængig af presset på bådene, vores alles adfærd, udmeldingerne fra DGI og DFfR, og udviklingen i det omgivende samfund iøvrigt.

Igen, pas på Jer selv og hinanden, ikke mindst på dem af os, der på grund af f.eks alder befinder sig i risikogruppen.  


Nyhedsbrev nr. 4, 2020

Begrænset åbning for roning
Idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI, har i dag ændret deres vejledninger om mulighederne for genoptagelse af idrætsaktiviteter.  Der er tale om ganske detaljerede bestemmelser, som kan ses på de respektive hjemmesider (dif.dk og dgi.dk).
Blandt anbefalingerne er den velkendte grundregel om, at der skal holdes en afstand på to meter til andre personer. Dette ville jo udelukke genoptagelse af inriggerroningen og andre bådtyper, hvor der er mere end én person ombord.
Dansk Forening for Rosport har imidlertid efterfølgende også ændret sine anbefalinger, se hjemmesiden www.roning.dk.  Heri hedder det bl.a., at man i rosporten ikke kan indfri afstandskravet, men der fortsættes “Det skønnes dog, at anbefalingen om to meters afstand er forsvarlig at fravige under roning på åbent vand i mindre både”. Det hedder videre, at DFfR anbefaler, at roklubber i begrænset omfang kan sende deres medlemmer på vandet fra d.d.  Det gælder singlesculler, dobbeltsculler, to åres inrigger og coastalbåde.
Herefter følger en lang række råd, retningslinjer og forsigtighedsregler. Især for så vidt angår inriggerroning vil der være tale om ganske omfattende foranstaltninger (rengøring mv.) før man på sikker vis kan gennemføre en rotur.
Bestyrelsen har allerede forberedt udkast til klubspecifikke retningslinjer og påbegyndt praktiske foranstaltninger i forventning om en mulig genåbning.
De klubspecifikke retningslinjer vil nu blive gennemarbejdet og færdiggjort i lyset af
idrætsorganisationernes anbefalinger. Dertil kommer, at der er en hel del praktiske hjælpemidler, plakater mv. i klubhuset og bådhallen, som skal være helt på plads, før vi kan gå i gang. 
Der vil blive informeret om tidspunkt og regelsæt for genoptagelsen af roningen i et nyhedsbrev i nærmeste fremtid.

Kontingentindbetaling
Det store flertal af medlemmerne – i skrivende stund 157 – har betalt kontingent, selvom klubben jo ikke har haft meget at tilbyde. En stor tak for udvist solidaritet i en svær tid.  Vi har begrundet håb om, at omkring 20 yderligere vil indbetale inden sidste frist, som er primo maj. Og vi kan vel stadig håbe på nye medlemmer i løbet af sæsonen.

Nyhedsbrev nr. 3, 2020

Fortsat lukning

Vores klub skal nok komme godt igennem krisen. Behovet for motion, fællesskaber og naturoplevelser bliver bestemt ikke mindre, når vi kommer ud på den anden side. Men vi må fortsat væbne os med tålmodighed. Regeringen har som bekendt netop annonceret fortsat lukning af foreningslivet i Danmark frem til d. 10. maj 2020, og DFfR og DGI anbefaler derfor fortsat, at alle aktiviteter, såvel indendørs som udendørs, stilles i bero. I BRK følger vi disse anbefalinger. I samspil med myndighederne sonderer DIF og DGI dog nu muligheden for at åbne op for udendørsaktiviteter uden kropskontakt i meget små grupper og på en sundhedsansvarlig måde. Vi afventer resultatet af disse sonderinger.

Når vi engang kan begynde at åbne op igen, vil vi få hjælp af DFfR og DGI. Disse organisationer er i færd med at udarbejde retningslinjer for hensigtsmæssig adfærd, som vi kan tage udgangspunkt i.  DFfR planlægger et fælles reklamefremstød for roskoler i forventning om, at mange til den tid vil ønske at melde sig ind i en roklub. Vi har også i bestyrelsen haft de første overvejelser over, hvordan vi kan komme i gang igen på en måde, hvor vi fortsat bidrager til at mindske smittespredningen.

Vi følger udviklingen nøje, og melder selvfølgelig ud, så snart vi kan skimte en mulig genoptagelse af roningen i BRK. Og vi glæder os til at åbne op for såvel velkendte som nye aktiviteter på vandet, efterhånden som udviklingen muliggør dette.

Hvis nogen undrer sig over, at der bliver registreret ture på rokort.dk har dette en god forklaring. Der er tale om ture i private kajakker, der ikke længere ligger i klubhuset.  

Kontingent

Lidt over tre fjerdedel af medlemmerne har betalt kontingent, og mange tak for det. De resterende medlemmer opfordres hermed til også at betale, medmindre man ønsker at melde sig ud. Vi kan jo ikke ret længe have en situation, hvor nogle medlemmer betaler kontingent og andre ikke gør. Det er ikke fair over for dem, som betaler og naturligvis et problem for klubbens økonomi.

Roreglement, romappe og kajakmappe

Vi har arbejdet hårdt de sidste måneder for at kunne præsentere et opdateret roreglement, en markant udvidet romappe og en nyskabelse i form af en kajakmappe ved sæsonstarten. Dokumenterne ligger nu på klubbens hjemmeside, og trykte eksemplarer ligger og venter i klubhuset.

For så vidt angår reglementet og romappen er der ikke taler om revolutionerende ændringer, men de nye dokumenter er mere pædagogisk udformet og foreligger i et lækkert layout. Kajakmappen sætter en helt ny ramme for kajakroningen i BRK. Spændende læsning.

Foreløbig plan for inrigger langture 2020

Vagn Rydahl, der står for at planlægge klubbens inrigger langture, har fremsendt følgende:

På nuværende tidspunkt er der ingen der ved, hvor længe og hvor mange restriktioner Corona’en lægger på vores bevægelsesfrihed. Men, som de ukuelige optimister vi er, kommer her den foreløbige plan for sommerens langture, men turene har som klar forudsætning, at der på turdatoen er åbnet generelt for den type aktiviteter.

Turplanen er altså kun foreløbig, og man kan ikke melde sig til før den enkelte tur bliver slået op via Nyhedsbrevet.

Kastrup/Dragør Mandag den 18/5Uge 21
Roskilde Lørdag den 6/6Uge 23
GillelejeMandag den 6/7Uge 28
KøbenhavnTirsdag den 21/7 Uge 30
FrederiksværkSøndag den 9/8Uge 32
2 dages tur i augustÅben
PræstøMandag den 7/9Uge 37

Den sædvanlige ”2 dages tur for de gråhårede” i august er uafklaret. Det skyldes at Hellerup Roklub har sat Skovhuset i Nivå til salg, og de kan derfor ikke love os noget om, hvorvidt vi kan låne det i August. Vi arbejder på at lave anden tilsvarende mulighed, og vi kommer tilbage når der foreligger en forhåbentlig positiv afklaring.

Godt humør og god kamp imod og med Coronaen, vi ses senere på året.

På vegne af BRK/Niels Ørnbjerg

Standerhejsning 2020

Dette er ikke nogen balkontale, for alle arrangementer i forbindelse med standerhejsningen er jo desværre aflyst.

Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for en god vintersæson og især ønske alle en god sommersæson, når vi forhåbentlig snart kan komme i gang med roningen.

Det eneste vi gør i dag er stille og roligt at hejse klubstanderen og nulstille rokort.dk‘s kilometertæller. Standeren symboliserer, at sæsonen faktisk er begyndt, og at vi ikke sådan er til at slå ud. Vi er tværtimod klar til at rykke ud, så snart muligheden foreligger.

Nu gik det ellers så godt. Sæsonen 2019 – 2020 må have været en af de bedste i klubbens historie, med fremgang over hele linjen, stor ro-aktivitet, nye medlemmer, god økonomi, socialt samvær og fint humør. 

Lad os håbe, og arbejde for, at også 2020 – 2021 sæsonen bliver værd at mindes med glæde, når der skal gøres status om et år.

Jeg glæder mig til at se jer allesammen, sunde og raske.

Carsten Nilaus Pedersen
Formand
Birkerød Ro- og Kajakklub

Corona Nyt

Låsesystemet er nu deaktiveret indtil videre for alle andre end bestyrelsen. Medlemmer, som har brug for at komme ind i bygningen (f.eks for at hente en privat kajak hjem), kan henvende sig til en af bestyrelsens medlemmer.

BRK lukker midlertidigt ned på grund af coronavirus

Som bekendt fremlagde statsministeren og regeringen i går et sæt stærke og indgribende anbefalinger, som skal begrænse og hæmme udbredelsen af coronavirus i befolkningen.   Idrætsorganisationerne DIF og DGI har straks fulgt op med specifikke opfordringer til medlemsorganisationer og klubber.

Organisationerne opfordrer til, at man frem til udgangen af måneden indstiller al idrætsaktivitet både udendørs og indendørs. Dette er et drastisk skridt, som strider imod idrættens normale mål om netop at bringe folk sammen, men det er også et nødvendigt bidrag.  DIF’s og DGI’s hjemmesider indeholder nærmere forklaring, argumentation og anvisninger.

Vores klub vil naturligvis følge disse opfordringer.  Det indebærer, at alle klubaktiviteter lukkes ned marts måned ud. En forlængelse herudover kan næppe udelukkes, men det vil vise sig.

Medlemmerne opfordres til at afstå fra at benytte klubbens materiel og faciliteter i denne periode.

Meget beklageligt betyder dette også, at vi må aflyse standerhejsningsceremonien lørdag d. 28. marts og arbejdsdagen søndag d. 29. marts. 

Endelig aflyses også standerhejsningsmiddagen lørdag aften, da den ville indebære, at et større antal mennesker skulle opholde sig tæt sammen i flere timer. En buffetmiddag udgør derudover en ekstra stor risiko. Medlemmer, som har tilmeldt sig middagen, kan få pengene tilbage ved at sende en mail til kasserer@birkerod-roklub med oplysning om bankkontonummer.

Birkerød Ro- og Kajakklub/Carsten Nilaus Pedersen

Nyhedsbrev nr. 2, 2020

Generalforsamling
Generalforsamlingen fandt sted onsdag d. 26. februar med deltagelse af ialt 43 medlemmer af
klubben. Formandens beretning for 2019 blev godkendt, og det samme var tilfældet med regnskabet for 2019 og det foreløbige budget for 2020, inklusive kontingentsatserne (regnskab og budget er tidligere udsendt til alle medlemmer). Klubben er helt bestemt i en god gænge. Dog kan rekrutterings udfordringer på inriggersiden, kombineret med den relativt høje gennemsnitsalder på medlemmerne, på sigt udgøre en udfordring for klubben.
Referatet fra generalforsamlingen kan læses på klubbens hjemmeside.

Indbetaling af kontingent
Kontingentopkrævningen vil snarest blive udsendt. Sidste frist for indbetaling er d. 1. april. Rettidig indbetaling vil være en stor hjælp for kassereren – og for klubben i det hele taget. Eventuel udmeldelse sker bedst ved brug af blanketten på hjemmesiden.

Sæsonstart
Standerhejsningen finder sted lørdag d. 28. marts kl 15.00. Der er åbent for tilmelding til
standerstrygningsmiddagen. Der er arbejdsdag søndag d. 29. marts med start kl 9.00. Her er der ikke tilmelding.

Reglement og romappe
Baggrunden for opdateringen af reglement og romappe kan læses i referatet fra
generalforsamlingen. Høringsfristen er udløbet. Bestyrelsen lægger nu sidste hånd på reglement og romappe, så de er klar ved sæsonstart. Tak til alle I medlemmer, der har bidraget med konstruktiv kritik. Alle vil have rigtigt godt af at studere indholdet.

Kajakmappen
Udkastet til en kajakmappe, som jo er en nyskabelse, går nu i en høringsfase med sidste frist for
kommentering d. 20. marts. Udkastet kan rekvireres ved henvendelse til kajakchefen på
kajakchef@birkeroed-roklub.dk. efter d. 5. marts. Mappen færdiggøres efterfølgende, således at
denne også er klar til sæsonstarten.

Ro- og kajakskolerne i foråret 2020
Kajakskolen er overtegnet, mens der er masser af plads på roskolen. Indtil videre er der kun én
tilmeldt. Bestyrelsen tager initiativ til annoncering af roskolen i lokale medier. Men spred venligst budskabet om roningens lyksaligheder, så vi også kan få flere nye inriggerroere.

Check af private redningsveste
Det er klubbens ansvar at gennemføre et årligt check af redningsvestene, herunder også de
private. Så I med private redningsveste skal rette henvendelse til Jens Erik Lund eller Vagn Rydahl.
Nu hvor vi er ved det med redningsvestene. Veste, hvor lynlåsen er gået op, skal lægges i kassen
under arbejdsbordet i bådhallen. De kan faktisk godt repareres og de koster immervæk 800 kr
stykket.

Mulighed for at øve kajakredninger
Der er stadigvæk ledige pladser på ”redningsholdet” 15. marts i Trørød svømmehal. Dette er et
rigtig god tilbud til alle. Se opslaget på facebook eller kontakt kajakchefen.

Nyhedsbrev nr. 1 – 2020

Generalforsamling
Husk generalforsamlingen onsdag d. 26. februar kl 19.00 i klubhuset. Indkaldelsen og dagsordenen er udsendt.

Regnskab 2019

Forløbigt budget 2020

Indbetaling af kontingent
Kontingentopkrævningen vil blive udsendt umiddelbart efter generalforsamlingen. Sidste frist for indbetaling er den 1. april. Rettidig indbetaling vil være en stor hjælp for kassereren. Eventuel udmeldelse sker bedst ved brug af blanketten på hjemmesiden.

Reglement og romappe
Bestyrelsen har revideret reglementet og romappen for inrigger, sculler og coastal, og en
kajakmappe er endvidere under udarbejdelse. Et udkast til reglement og romappen er nu udsendt til høring blandt klubbens instruktører med svarfrist søndag d. 1. marts. Andre medlemmer, som måtte ønske at kommentere, kan rekvirere dokumenterne ved henvendelse til formanden på formand@birkeroed-roklub.dk . Her vil svarfristen ligeledes være d. 1. marts.

Klubben er bestemt ikke gået i dvale
Foredraget om Vasernes natur, fugle-, insekt- og planteliv, og om hvordan kommunen plejer og
forvalter området, blev afholdt d. 29. januar. Arrangementet var lidt af et tilløbsstykke med 55
deltagere.

Søndag d. 26. januar blev der afholdt en arbejdsdag med fokus på vedligeholdelse af klubbens
glasfiberbåde. Det blev en lærerig dag med fokus på My og Eta. Der planlægges en tilsvarende dag for kajakkerne senere på foråret.

Fliserne foran portene til bådhallen er nu rettet op. Hermed vil det være lettere at få kørt
bådvognene ud. Dette skal dog ikke give anledning til ræs på forpladsen. Hejseværket til inriggerne har fået tilført flere kræfter så op- og nedtagning af bådene nu skulle gå lettere, og
bådvedligeholdelsesgruppen arbejder støt videre med reparation og vedligeholdelse af inriggerne.

Vinterroningen har været flot i år. Vejret har jo også været med os, men mange nye inrigger-
vinter-roere er heldigvis kommet til. Indtil dags dato er der roet 6544 km af 64 roere. Sidste år var der tilbagelagt 6000 km ved vintersæsonens afslutning.

Ro- og kajakskolerne i foråret 2020
Kajakskolen er overtegnet, mens der er masser af plads på roskolen (for at sige det mildt). Spred venligst budskabet om roningens lyksaligheder, så vi også kan få flere nye inriggerroere.

Idrætskurser i Region Hovedstaden
Alle idrætsledere, trænere, holdledere mf. i Region Hovedstaden tilbydes gratis deltagelse i en
række for os roere meget relevante kurser. Læs mere om kurserne på www.kaisport.dk, hvor du også kan tilmelde dig. Kurserne i førstehjælp kan varmt anbefales.