Nyhedsbrev Nr. 5

Generalforsamlingen
Generalforsamlingen blev gennemført på udmærket vis på Zoom med deltagelse af 36 af klubbens medlemmer. Referatet samt alle bilagene ligger nu på klubbens hjemmeside. Blandt nye initiativer bliver, at vi nu går i gang med at lave en Facebook gruppe til arrangering af inriggerture på eget farvand, og en ”bådstrategi” for klubben. Det sidste indebærer overvejelser omkring hvilke bådtyper vi skal satse på, og hvordan vi, i lyset af dette, udnytter den begrænsede plads i bådhallen bedst muligt.

Corona situationen
Vi ser frem til gradvist at kunne lempe restriktionerne fra og med 6. maj, men endnu ved vi ikke, hvad de kommer til at omfatte. Ikke kun de overordnede retningslinjer bliver vigtige. Det lokale smittetryk kommer også til at få indflydelse på, hvilke lempelser, som kan tillades. Det er nu tilladt, med Coronapas, at bruge klublokalet til motion for op til 10 personer ad gangen for 70 + medlemmer. Sociale aktiviteter i klublokalet er som udgangspunkt ikke tilladt. Kaffen må dog gerne brygges i køkkenet, hvor der må opholde sig maksimalt 2 personer.  Indtagelse af kaffen, kan foregå på balkonen for grupper på op til 10 personer. Der må således maksimalt være 10 personer på 1. salen – balkon og lokale til sammen. Reglerne om afstand, afvaskning af kontaktflader og ”afspritning” er fortsat gældende.

Svømmeerklæringen
Svømmeerklæringen ligger nu klar ved ro-computeren til alle medlemmers underskrift. Husk at medbringe egen kuglepen og husk efterfølgende ”afspritning” af hænderne. Uden underskrift, INGEN roning. Kravet er 300 meter for inrigger roning og 600 meter for kajak og sculler roning.

Roskolerne
Fast-track forløbet for 6 nye kajakroere med eksternt EPPP 2 kurset er kommet godt igang, men vil strække sig ind i maj måned. Kajakskolen er startet 29. april med 10 deltagere, og roskolen er på vandet første gang 8-9. Maj.  Der er 10 deltagere på roskolen, det højeste i mange år, og med aldre i den yngre del i forhold til klubbens nuværende aldersfordeling. Der vil være ”run” på kajakkerne tirsdag og torsdag aften, og på inriggerne mandag og onsdag aften. Tag godt imod de nye medlemmer. Vi ved hvor svært det kan være at finde ”fodfæste” i klubben som nyt medlem.

Det laminerede rokort
De laminerede rokort, der kun laves for inrigger roerne er nu gennemgået, og der er lavet kort til de nye inrigger roere til brug efter frigivelse. Kontakt kommunikation@birkerod-roklub.dk hvis der er behov for ændringer.

Kajakroning
Fællesroningerne mandag og onsdag aften med start fra maj måned er slået op på Facebook gruppen. Husk tilmelding,

Inriggerroning
Fællesroningerne for inriggerne starter kl. 18.30 her i maj måned. Mandag og onsdag aften vil der være brovagter til stede.

Arbejder på Furesøen
Iltslangerne på bunden af Furesøen skal repareres i perioden 4-14. maj. I den periode vil der være aktivitet på vandet af større fartøjer. Hold god afstand til disse.

Birkerød Ro- og Kajakklub/Niels Ørnbjerg

1. maj 2021