Medlemstallet og økonomien
Vi er nu 186 medlemmer. Aldrig har vi været så mange. Antallet af inriggerroere overgår stadigvæk antallet af kajakroere, men forskellen bliver mindre og mindre. Som følge af det øgede antal medlemmer, bakket op af kassererens rettidige omhu, har klubben en sund økonomi. Så vi er ikke lige ved at blive sat på (båd)porten….
Portene til bådhallen og døren til brandtrappen
Husk nu, at portene til bådhallen ALTID skal låses (med palen) når bådhallen forlades. Det sker for ofte, at dette ikke er tilfældet. Det samme er tilfældet med døren til brandtrappen fra balkonen.
Vandskibanen
Reglen er den, at vi ikke må ro ind på vandskibanen, når der er vandskiaktiviteter på den. Vi har bedt vandskiklubben om at flytte de to røde bøjer, der markerer banens afslutning mod vest, således at de kommer til at ligge som de skal ifølge reglerne. De to bøjer skal ligge på linien mellem næssepynten og sejlklubbens bro. Det gør de ikke nu. Vi forventer at de følger anmodningen. Til gengæld har det lange udsigter med at få den nødvendige bredde på korridoren indenfor banen på dennes sydside. Der er en lang dialog med vandskiklubben og diverse myndigheder om beskæring af rørbevoksningen. Roklubberne er i sagen repræsenteret ved formanden for Holte Roklub. Vi skal frem til efter 15. august, inden der vil blive foretaget en beskæring. En beskæring vil også blive foretaget til næste forår. Vi kan ikke gøre yderligere, og vi må fortsat udvise den nødvendige øgede opmærksomhed.
Svømmeerklæringen
Den nye liste, hvorpå man underskriver, ligger nu ved ro-computeren. Husk lige hinanden på, at der SKAL skrives under.
Det laminerede rokort
Der laves ikke rokort til kajakroerne. Alle frigivne inriggerroere har et kort, og der er lavet kort til brug når de nuværende kaniner frigives.
Materiel og udstyr
De to nye kajakker er nu til rådighed. Der er tale om en Play HW og en Play MW, altså kajakker til lidt større roere. Listen over kajakkernes placering, der hænger ved rocomputeren, er opdateret. Tjek lige, at den kajak du tager nu også ligger på sin rette plads, og husk at lægge den tilbage samme sted. Konstruktionen af hejseværket skrider frem. Bare rolig, behørig instruktion i dets brug vil blive givet før ibrugtagning. Denne vil primært været rettet mod styrmændene, der jo er ansvarlige for håndteringen af bådene i bådhallen.
Prisen på øl og vand
Prisen på øl/vand og vin sættes op til henholdsvis 12 kr og 75 kr. Til gengæld loves, at den på det sidste indtrufne højere kvalitet på vinen vil blive fastholdt.
Låsesystemet
Dette fungerer efter hensigten. Seks medlemmer med nøgle fra det gamle system mangler at afhente deres nøglebrik. Systemet er nu blevet programmeret, så døren nu af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan stå ulåst i tidsrummet 20.00 til 07.00.
Ro- og kajakskolerne
Disse starter op i den kommende uge. Der er rigtigt mange deltagere. Tag godt imod dem.