- Valg af dirigent
Carsten Nilaus Pedersen bød velkommen til generalforsamlingen og foreslog Ole Steen Andersen som dirigent. Det forslag blev imødekommet. Ole Steen Andersen kunne konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt (16.1 2019) med en fyldestgørende dagsorden i henhold til vedtægterne og med udsendelse forud for mødet (6.2 2019) af revideret regnskab for 2018 ,budgetforslag for 2019 og indkomne forslag.
- Formandens beretning om den afsluttede sæson (bilag 1)
Carsten Nilaus Pedersen indledte beretningen med dette sammendrag: Klubben har haft
et ganske udmærket år. Der er kommet flere medlemmer til; økonomien hænger godt
sammen; der er blevet roet mange kilometer, både forlæns og baglæns; der er blevet
passet godt på klubhuset, udearealerne og materiellet; de selskabelige arrangementer har
været festlige og informationsvirksomheden oplysende og underholdende. Der har
selvfølgelig også været lidt at ærgre sig over – men det kommer jeg tilbage til senere.
Hele beretningen ligger nu lagt ud på klubbens hjemmeside sammen med referatet.
På baggrund af spørgsmål og kommentarer fra medlemmerne blev det fastslået, at 1) det nye låsesystem registrerer, hvem der går ind; at prisen er yderst rimelig; at det er nødvendigt med et nyt system, fordi nøgler tabes og/eller ikke bliver leveret tilbage ved udmeldelse, og fordi den eksisterende nøgle let kan kopieres; at systemet forventes installeret den 18. marts; at der inden da udsendes en instruktion om brugen, og 2) at overvejelserne omkring den mulige etablering af et hejsesystem i bådhallen forventes afsluttet indenfor et par måneder.
Formandens beretning blev godkendt af generalforsamlingen.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab for 2018 til godkendelse (bilag 2)
Med udgangen af 2018 havde klubben 162 medlemmer fordelt som 133 fuldgyldige medlemmer, 25 seniorer og 4 passive. Der har været en afgang på 26 medlemmer og en tilgang på 33, dvs. en nettotilgang på 7 medlemmer. Antallet af kajakroere er steget til 62, mens antallet af fuldgyldige baglænsroere har holdt sig konstant på 89. Endelig er antallet af seniorroere faldet til 25, idet dog 4 seniorroere er overgået til status som passive medlemmer.
Torben Gunge præsenterede det reviderede regnskab for 2018 med udgangspunkt i det udsendte materiale. Gennemgangen omfattede resultatopgørelsen (indtægter, udgifter), investeringer, afskrivninger samt hensættelser, og balancen.
Efter Torben Gunges uddybning af enkelte punkter efter opklarende spørgsmål fra medlemmerne, godkendte generalforsamlingen det reviderede regnskab for 2018.
- Forelæggelse af det foreløbige budget for 2019, herunder fastsættelse af kontingent og indmeldelsesgebyr (bilag 3)
Torben Gunge gennemgik forslaget til budget for 2019 med udgangspunkt i det udsendte materiale.
Budgettet er baseret på uændrede medlemssatser (kontingent, indmeldelsesgebyr, leje af plads til kajak), og af forsigtighedsgrunde på en mindre medlemstilbagegang og et mindre lokaletilskud. Efter hensættelser forudses et overskud på ca 25.000 kr. Et eventuelt hejsesystem vil skulle helt eller delvis betales af dette forventede overskud. Det nye nøglesystem vil blive finansieret via det overskydende beløb fra tagrenoveringsprojektet.
Forslaget til budget for 2019 blev fremlagt til godkendelse med følgende (uændrede) satser for 2019:
- Kontingent for fuldgyldige medlemmer: 1650 kr
- Kontingent for seniormedlemmer: 950 kr
- Kontingent for støttemedlemmer: 500 kr
- Indmeldelsesgebyr, fuldgyldigt medlem: 500 kr
- Indmeldelsesgebyr, seniormedlem: 200 kr
Budgettet for 2019 samt kontingentsatserne for 2019 blev godkendt af generalforsamlingen.
- Aktivitetsplan for 2019
Der er standerhejsning lørdag 30. marts og arbejdsdag søndag 31. marts 2019. Invitation udsendes snarest.
Den afgående rochef, Peder Henriksen, fremlagde planen for inrigger- og coastalroningen. Inriggerroskolen har introduktionsaften 25. april, efterfulgt af et weekendarrangement 27. -28. april. Mentor- og brovagt-ordningerne vil fortsætte, og detaljerne bliver fastlagt på et instruktørmøde 10. april. Her vil også muligheden for uddannelsen af flere korttursstyrmænd, samt genopfriskning for nuværende styrmænd, blive tage op til diskussion. De faste rotider fremgår af hjemmesiden.
Onsdags- og torsdagsholdene fortsætter, og der er seniorroningsaftener den første tirsdag i hver måned fra maj til august måned.
Også i år vil der blive arrangeret langture på fremmed farvand. Disse vil blive annonceret gennem mails til alle medlemmer, når planerne for den enkelte tur er faldet på plads. Tilmelding er først mulig, når den endelige annoncering foreligger. Nogle ture vil ligge på hverdage (de lidt kortere) og andre i weekenden (de lidt længere).
Der vil blive taget initiativ til at få uddannet flere Eta-styrmænd. Anette Reeh vil stå i spidsen for dette. Bestyrelsen vil, på linje med forslaget fra Jens Erik Lund (se dagsordenspunkt 6), nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på etablering af et digitalt system til indgåelse af aftaler om inriggerture udenfor de normale rotider. Dette er foranlediget af den erkendte udfordring, der ligger for nye medlemmer i at opnå en god integration i klubben, men systemet vil naturligvis kunne være til gavn for alle medlemmer.
Niels Ørnbjerg fremlagte på vegne af en sygdomsramt kajakchef, Vibeke Weigelt, planen for kajakroningen. Kajakskolen er fuldtegnet med venteliste, og består af en introduktionsaften (2. april), indledende øvelser i svømmehallen (7. april), fællesroninger med instruktør hver tirsdag og torsdag aften med start 30. april, og søndagsarrangementer 5. maj og 26. maj. Alt efter behov og instruktørkapacitet overvejes det at lave en ”fast-track” kajakskole i august måned for folk med nogen kajakerfaring, f.eks gennemført EPP2 kursus. For allerede frigivne kajakroere planlægges fællesroning udenfor kajakskoleafterne, og ”Wet Wednesday” med træning i mere avancerede teknikker.
Der er nu 6 klubinstruktører, og Joakim Harteg Jacobsen og Vibeke Weigelt er under uddannelse til Havkajakinstruktør 1. Dette er en forudsætning for, at vi vil kunne tilbyde klubture i kajak på fremmed farvand.
Et mål er at skabe et større romæssigt og socialt fællesskab, også på tværs af klubben til inriggerroerne. Budgettet for 2019 indeholder indkøb af 2 nye kajakker. Der er venteliste på opbevaring af private kajakker i klubbens stativ.
Der var ingen spørgsmål til planen for inriggerroningen. Hvad angår kajakroningen blev der fremsat et ønske om at få en fast plan for vedligeholdelsen af kajakkerne. Dette vil bestyrelsen imødekomme. Endvidere blev det bekræftet, at man som medlem godt kan låne en klubkajak i forbindelse med deltagelse i officielle ture arrangeret af f.eks DGI eller i forbindelse med deltagelse i instruktørkurser.
- Behandling af indkomne forslag (bilag 4)
De fra Jens Erik Lund modtagne forslag var blevet udsendt inden mødet.
Det første forslag var et ønske om at ”etablere strukturerede og tilbagevendende tider med uddannelse/træning til frigivelse til styring af Eta”. Bestyrelsen har allerede imødekommet dette gode forslag ved at bede Anette Reeh om at tage styringen på et sådant initiativ. I et kommende Nyhedsbrev vil yderligere detaljer følge.
Det andet forslag var et ønske om, med henblik på at kunne aftale inriggerture, ”at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde et beslutningsforslag til bestyrelsen inden den 1. juli 2019 om, hvordan en digital ”dating” facilitet kan se ud, og hvordan den skulle kunne fungere”. Bestyrelsen imødekommer forslaget, og nedsætte en sådan arbejdsgrupper. Jens Erik Lund anførte, at klubben ikke kunne vælge at benytte Facebook som instrument, da det ville tvinge medlemmerne til at oprette en Facebookprofil. Flere af de tilstedeværende medlemmer tilsluttede sig dette synspunkt.
- Valg til bestyrelsen
Peder Henriksen har ønsket at udtræde af bestyrelsen. Formanden takkede Peder på det hjerteligste for hans endog meget store indsats og overrakte en boggave.
De øvrige medlemmer af bestyrelsen (Carsten Nilaus Pedersen, Torben Gunge, Jørgen Kleisdorff, Niels Ørnbjerg) var alle villige til genvalg. Endvidere opstillede Pernille Vedsted, Claus Munk Mikkelsen og Jens Galatius. De nyopstillede introducere kort sig selv. Alle blev valgt. Den nu udvidede bestyrelse vil konstituere sig på et bestyrelsesmøde umiddelbart efter generalforsamlingen.
- Valg af revisor og revisorsuppleant
Jan Thomsen og Gunnar Hallsson blev genvalgt, sidstnævnte som suppleant.
- Eventuelt
Vagn Rydahl understregede behovet for at bestyrelsen nu tager ”action” omkring etablering af et hejsesystem i bådhallen. Pladsen er trang på grund af kajakkerne, men det er også af afgørende betydning for udviklingen i klubben, at nogle af scullerne bliver gjort sejlklare og tilgængelige.
Jette Vestergård rejste et specifikt spørgsmål omkring Iota’s gule årer. Maling af alle inriggerårene er planlagt til at ske på arbejdsdagen efter standerhejsningen. Her vil hele åresituationen iøvrigt blive gennemgået.
Carsten Nilaus Pedersen udtrykte stor tak til Ole Steen Andersen for god mødeledelse, og til medlemmerne for deres konstruktive og aktive deltagelse, og hævede derefter mødet.
Birkerød, den 2. marts 2019