Generalforsamling mandag den 27. februar
Husk generalforsamlingen mandag den 27. februar kl 19.00 i klubhuset. Dagsordenen med bilag er udsendt. Der er væsentlige emner på dagsordenen, så bestyrelsen ser frem til et stort fremmøde.
Reminder om fisketuren
Birkerød Sejlklub arrangerer den 2. april 2017 fra kl 14:00 til kl 19:00 en fisketur på Øresund. Medlemmer af BRK er også velkomne. Invitationen har følgende ordlyd:
Det siges at vi skal spise mere fisk – nu får vi mulighed for også at fange den selv! Vi mødes på Rungsted Havn hvor vi har lejet skibet Store Teisten, der ligger klar til en dejlig fisketur med afgang kl. 14:00. Skipper finder de helt rigtige steder ude på Sundet, hvor torsk og måske også fladfisk står og venter på os. Vi er hjemme i havn igen senest kl. 19:00. Mødetid senest kl. 13:45, og husk påklædning efter vind og vejr, samt evt. en madpakke.
Pris for deltagelse, ved i alt 23 personer ombord, er ca. kr. 180. Hvis man er 18 år, men endnu ikke pensionist, tilkommer et Lystfisketegn til kr. 40. Har man ikke fiskegrej kan dette lejes ombord for kr. 75. Til gengæld er al den fisk man fanger gratis!
Opgørelse over antal deltagere, samt endelig pris for deltagelse, fremsendes til de tilmeldte den 27. februar, hvorefter der tages stilling til, og gives besked om, hvorvidt arrangementet skal gennemføres eller ej. Også medlemmerne i Birkerød Ro- og Kajakklub er inviteret til at deltage i dette arrangement. Se – www.teisten.dk – for nærmere information og praktiske oplysninger.
Din tilmelding med oplysning om navn og klub sendes senest den 26. februar til: mail@peterperson.dk
Tilkørselsforholdene ved klubhuset
Kommunen har imødekommet klubbens ønske om at få forbedret belægningen på tilkørslen til klubhuset.
Motioncykel og rospinning
Der bliver snarest indkøbt en ny motionscykel. Købet er delvist finansieret med tilskud fra kommunen.
Der bliver ”brændt” nogle CD’er med musik til rospinning. Disse står til rådighed for klubbens medlemmer. Det er imidlertid ikke lykkedes at få etableret formelle rospinningshold.