Kære medlemmer af Birkerød Ro- og Kajakklub
Længe nok har glæden været begrænset til forventningens. Men nu er trængselstiden forbi. Forventningens glæde afløses af den rigtige glæde. Knopperne på træerne svulmer, fuglesangen er begyndt, cirkushestene lugter savsmuld, ungkreaturerne fornemmer grønt og frodigt græs, dagene længes, og vi længes ud på vandet, og om et øjeblik hejses standeren.
Med andre ord, rosæsonen 2016 starter. Vi roere fornemmer bådens fremdrift, vinden i håret og den hårde hud i håndfladerne. Vi tager smilet på. Bliver venlige og omgængelige, og optændes af glæde over alle de gode oplevelser, der venter os i den kommende sæson. Verden ville være et bedre sted, hvis flere dyrkede roning.
Verden omkring os bliver stadig mere kompliceret, og til tider uforståelig. Derfor har vi indimellem brug for at søge tilflugt i de enkle og konkrete glæder. Ved at ro – forlæns eller baglæns – holder vi os sunde, både fysisk og mentalt, og vi sparer dermed sundhedsvæsenet og samfundet en for en masse penge. Egentlig burde roningen kunne fås på recept.
Vinterens produktion af vedtægter, reglementer og regelsæt er slut, roreglementet er vel nu ”screen saver” på medlemmernes computere og lystlæsning inden sengetid. Bådene er holdt smukt ved lige og er lige så toptunede som medlemmerne. Alt er således linet op til, at vi kan tage fat på motion, naturoplevelser, socialt samvær, venskabeligt drilleri, festlige sammenkomster – og kilometerstatistik. Hvad kan man ønske mere? Og så til den pris. Et fund for pengene.
I ønskes alle en god rosæson 2016. Den tager vi nu hul på formelt ved hejsningen af standeren. Det overlader jeg trygt til Mariann. Efterfølgende kan I komme på vandet til den første rotur, eller deltage i det overdådige kage/kaffebord. Husk endelig også middagen i aften og arbejdsdagen i morgen.
Mariann, vil du være så venlig.
Klubben leve!