Nyhedsbrev nr. 3, 2016

Klubbens nye vedtægter
Den endelige godkendelse af klubbens nye vedtægter fandt sted på den ekstraordinære generalforsamling den 19. marts. Det nye roreglement er jo også på plads, så nu mangler vi bare at opdatere styrmandsmappen, før grundlaget for vores  aktiviteter i klubben er helt på plads. De nye vedtægter samt referatet fra den ekstraordinære generalforsamling  er lagt på hjemmesiden.

Standerhejsningen
Standerhejsningen med efterfølgende middag fandt sted lørdag den  19. marts. Formanden holdt en aldeles udmærket tale med fokus på roningens gunstige effekter. Talen kan ses på hjemmesiden. Mariann  Schoop hejste med sikker hånd, og vanen tro, klubbens stander. Efterfølgende stod en hel armada af inriggere havnen ud. Et smukt syn der lover godt for den kommende sæson. Andre medlemmer lagde grundlaget for tilstrækkelig ballast i bådene gennem deltagelse i et overdådigt kagebord.

Standerhejsningsmiddagen gik forrygende med deltagelse af 40 af klubbens medlemmer. God mad og godt selskab. Formanden lagde i sin tale stor entusiasme i kærlig ironisering over bestyrelses-medlemmernes ønsker for den kommende sæson. Formanden får jo sit fugletårn, så han er kommet i mål……..

En stor tak fra ceremonimester Niels Høyer for  alle de mange hjælpende hænder i forbindelse med arrangementet.

Arbejdsdagen
18 af klubbens medlemmer mødte velvilligt op til arbejdsdagen søndag den 20. marts. Mængden af arbejdsopgaver var til at overse, takket være den store løbende indsats gennem året fra mange medlemmer. En stor tak til alle fremmødte.

Klubtøj
Vores bro er jo egentlig fortrinlig  egnet som cat-walk. Og selv om vi jo ikke ligefrem er en forening for modeshows, er der rum for påklædningsmæssige forbedringer. Godt nok investerer en meget aktiv roer hvert år i et par nye ro(have)handsker, men det er jo ikke ligefrem nok. Vel? Men der er hjælp at hente. Rotøj kan købes gennem klubben.  Se hjemmesiden under INFO/Rotøj. Kim Frøkjær har smidt politiuniformen og vil sætte en ære i at stå for at uniformere klubbens medlemmer. Send en mail til Kim på sikkerhed@birkeroed-roklub.dk.  Prisen på ro-vesten bliver helt ekstraordinær høj, med mindre vi kan afgive en bestilling på mindst 5 veste. Så hvis du inderligt ønsker en ro-vest, må du også hellere overtale sidemanden…..

Før du starter sæsonen
Før din første rotur må du meget gerne, for ikke at sige at det er et krav, betale din kontingent og udfylde din svømmeerklæring. For kajakroerne er der mulighed for at pudse færdighederne af i svømmehallen den 9. april. Sidste frist for tilmelding er godt nok overskredet, men mon ikke der alligevel er en plads? Kontakt kajakchefen på webmaster@birkeroed-roklub.dk.

Det kunne også være relevant at læse det nye roreglement igennem en gang til. Bare for en god ordens skyld.

Mange medlemmer er jo kommet godt op i reparationsalderen. Så det er måske en god ide at forhøre sig hos reparatøren (lægen) om, hvor meget kroppen egentlig kan tåle af fysisk udfoldelse.

Hvornår er det egentlig, at der er roning?
Undgå gætværk  og overbelastning af rochefens mailboks ved at konsultere hjemmesiden (Kalender/Faste rotider).

Bestyrelsen er blevet bedt om at slå et slag for morgenroningen.  Kontakt venligst Niels Ørnbjerg på kommunikation@birkeroed-roklub.dk hvis du kunne være interesseret.  Jeg har ladet mig fortælle, at det giver point på hjemmefronten, når du kommer hjem med varme rundstykker efter vel overstået dåd.

Alle ønskes en god rosæson.

På bestyrelsens vegne,
Niels Ørnbjerg
24. marts 2016